KBC
Udvidet undersøgelse af livmoderhalsen
Screening for celleforandringer
I Danmark har vi et forebyggelsesprogram for celleforandringer og kræft i livmoderhalsen. Dels indkaldes kvinder i alderen 23-64 år med jævne mellemrum til en celleprøve (smear) fra livmoderhalsen, dels tillbydes alle unge piger (og drenge) vaccination mod HPV. HPV er et seksuelt overført virus, som disponerer til celleforandringer og livmoderhalskræft. Helt op til 80 procent af os er på et tidspunkt i livet smittet med HPV virus, men hos langt de fleste forsvinder virus af sig selv i løbet af 8-12 måneder. Nogle er imidlertid ikke i stand til at skille sig af med virus, de bliver kroniske bærere. En kronisk bærertilstand er forbundet med øget risiko for celleforandringer og livmoderhalskræft.
Afhængig af kvindens alder og sygdomshistorik undersøges celleprøven for HPV virus og/ eller der kigges på løsrevne celler fra livmoderhalsen i mikroskop.
Ser cellerne anderledes ud i mikroskopet, kan man få mistanke om at der kunne være celleforandringer. Man kan imidlertid sjældent vide noget med sikkerhed ud fra løsrevne celler.
Udvidet livmoderhalsundersøgelse (KBC)
Du vil blive henvist til videre undersøgelse hos en gynækolog, hvis der i din celleprøve er mistanke om celleforandringer. De forskellige betegnelser (fx ASCUS, LSIL, HSIL) angiver, hvordan cellerne ser ud i mikroskopet. Du vil også blive henvist til denne undersøgelse, hvis du har kontaktblødning, det vil sige blødning ved samleje. En sådan tilstand er i de fleste tilfælde harmløs, men kan dække over celleforandringer, hvorfor en almindelig celleprøve ikke er tilstrækkelig.
Den videre undersøgelse hedder en KBC
K = Kolposkopi, dvs. kikkertundersøgelse af livmoderhalsen
B = Biopsi, dvs. vævsprøver fra livmoderhalsen
C = Cervikal skrab, dvs. udtagelse af celler fra livmoderhalskanalen.
Undersøgelsen foregår i gynækologisk leje. Ved undersøgelsen for celleforandringer anvendes et kolposkop (et mikroskop, som forstørrer livmoderhalsen), hvor gynækologen kan se efter forandringer i slimhinden. Gynækologen anlægger en lokalbedøvelse med en meget tynd nål. Det er den samme type lokalbedøvelse, som bruges hos tandlægen. Gynækologen tager herefter de nødvendige vævsprøver. Selvom gynækologen muligvis ikke kan se forandringer tages vævsprøver alligevel, da forandringerne i nogle tilfælde kan gemme sig under slimhinden. Du vil bløde lidt efter bagefter og bør derfor undgå hård fysisk aktivitet resten af dagen.
Efter prøvetagning
Efter prøvetagning kan du bløde i op til en uge, men det skal gradvist aftage. Brug bind ( ikke tampon). Undgå karbad eller svømmehal samt samleje i dagene umiddelbart efter. Du bør kontakte klinikken, hvis du efter undersøgelsen oplever kraftig blødning, ildelugtende udflåd eller feber.
Svar
Du vil modtage svar på prøverne via Mit.dk i løbet af cirka 14 dage. Nogle gange får man også telefonisk svar af sygeplejersken eller gynækologen. Ved fund af lette celleforandringer vil vi typisk anbefale en fornyet celleprøve efter 6 eller 12 måneder. Ved fund af moderate celleforandringer vil vi anbefale ny KBC efter 6 måneder eller keglesnit, afhængig af din alder. Ved svære celleforandringer vil vi altid anbefale keglesnit.
Keglesnit
Et keglesnit er et indgreb, hvor man udskærer et trekantet vævsstykke fra livmoderhalsen (deraf navnet kegle). Indgrebet foregår ligesom ved KBC i lokalbedøvelse, og keglen skæres med en lille el-slynge. Formålet er at fjerne alle celleforandringer fra livmoderhalsen. Du vil få svar på undersøgelsen efter cirka 14 dage, og normalt planlægges en almindelig celleprøve 6 måneder efter indgrebet. Vi foretager keglesnit her på klinikken – læs mere under patientvejledninger.